Juve ambassadør i the Green Room – Omklædningsrummet
af MM Sport’s Juventus ambassadør Jesper Kirk
-Hvorfor holder du med din nuværende klub ?
Juventus – en evig kærlighed! Den livslange kærlighed til min klub Juventus begyndte i juni 1982. På en campingplads i Jessolo i Italien. 6 år gammel, nød jeg sommeren i fulde drag. Varmen. Vandet. Landet. Maden. Isen. Husker stadig tydeligt, da jeg på mine små, solbrændte barneben gik op i baren på campingpladsen, hvor et kæmpe sort monstrum af et TV hang, og på famlende italiensk bad om den sommers yndlingsspise til 400 Lire. Io voglio uno Cornetto per favore…naturligvis blev der også spist pizza og lasagne i lange baner, men sommerens hovedmåltid kom først i slutningen af måneden. I nabolandet fandt VM i fodbold sted og den 29. juni befandt jeg mig atter i baren. Tiltrukket af larm og jubel, da Italien vandt over Argentina. Men først 6 dage senere blev min interesse for fodbold for alvor vakt. Italien slog samba-brasilianerne i en af historiens mest mindeværdige kampe og samtlige italienere på campingpladsen gik amok. Og da Italien den 11. juli på mål af Rossi, Tardelli og Altobelli slog tyskerne 3-1 i finalen, blev jeg for alvor forelsket. I fodbold. Og i Italien. Hele natten (og de følgende dage) dyttede italienerne i deres små Fiat´er, slog på grydelåg og jublede og fejrede VM-guldet. Og jeg fejrede med dem. Da jeg med familien returnerede til Danmark, begyndte jeg i skole. Og til fodbold. Spillet med den lille runde var en udfordring, da bolden gik mig omtrent til knæene. I december samme år blev kimen så lagt til mit valg af klub at holde med. Fodboldklubben arrangerede hver vinter en indendørs fodboldturnering (Pondus Cup) og denne gang var det lavet således, at arrangørerne vilkårligt valgte 8 hold med hver 5 spillere. Hvert hold fik så et kendt klubnavn efter lodtrækning (Real Madrid, Bayern Munchen, Liverpool m.fl.). Og Fru Fortuna valgte at placere mig på JUVENTUS holdet. Da jeg lige var begyndt til fodbold, var jeg mildest talt ikke den store stjerne. Derfor startede jeg på bænken. Men allerede i den indledende pulje kom jeg på banen og scorede et mål. Måske var det dét, der gav mig vinger, målnæse og selvtillid, for da turneringen var forbi (med en Juventus sejr i finalen), stod jeg som turneringens topscorer. 6 mål. Ligesom Paolo Rossi havde lavet ½ år tidligere i Spanien. Jeg jublede indvendigt. På kun ½ år havde jeg allerede fundet min evige kærlighed. Juventus. Og samtidig tjent en god skilling som topscorer, da min far naivt havde lovet mig en flad femmer for hvert mål inden turneringen gik i gang. Paolo Rossi blev jeg ret vild med, da han i statur mindede om mig. Tardelli og især hans fejring af 2-0 målet i finalen syntes jeg var sejt. Og fra da af var der kun éet hold i mit hjerte. Juventus. Eller som den også kaldes. La Vecchia Signora. La Fidanzata d´Italia. I Bianconeri. Le Zebre. La Signora Omicidi. Kært barn har mange navne, selv om Den Gamle Dame nok er det mest brugte.
 |
-Hvis du skulle give din klub et godt råd – hvad ville det være ?
1/ Sats italiensk! Og skab en rød tråd, der gennemsyrer klubben i dag, i morgen og mange år frem. For dermed at forsøge at undgå afhængighed enkelte spillere, konjukturer i form, økonomi osv. Fasthold et spilsystem (gerne den klassiske Juventus stil med højt presspil, hvor alle spillere evner og vil løbe solen sort. Dette gør også, at alle spillere kender systemet og enhver, der bliver skiftet ind, straks falder ind i spillet og systemet). Og derved undgår man sårbarhed overfor spilleres manglende form eller afhængighed af at enkelte spillere skal afgøre kampen.
-I den tid du har fulgt din favorit klub hvad har så været det absolutte lavpunkt ?
Lavpunktet er naturligvis Il Calciopoli, som vil være alt for vidtgående at analysere til bunds her. Det skal dog siges, at jeg ubetinget er tilhænger af, at alt snyd i fodbold (og sport generelt) skal straffes. Og straffes hårdt. Når det er sagt, vil jeg dog også (så upartisk som jeg kan være) sige, at der er så mange mistænkelige ting ved Calciopoli, at jeg føler, at Juventus blev syndebukken for en mistænkelig adfærd og mentalitet og måske endda syg kultur i hele Serie A og Italiensk fodbold generelt. Det viser adskillige ting her bagefter med dokumenter, der pludselig er forsvundet, andre klubbers indblanding og samme ageren uden samme straf og især indrømmelsen fra den ledende efterforsker, der har tilkendegivet, at deres fokus først og fremmest var på Juventus. Egentlig er jeg lidt ambivalent omkring nedrykningen. Jeg kan leve med straffen og de 2 fratagede mesterskaber (er sikker på, at vi nok skal vinde mange flere i fremtiden). Det er mere dét, at vi sammen med Inter altid har spillet i Serie A. Det kan vi ikke længere bryste os af. Til gengæld kan det jo være, at denne sæson giver os en ny rekord, som ingen andre klubber i Italien har.
-og højdepunktet ?
Højdepunktet for mig er højdepunkter i flertal. Ikke éen enkeltstående episode. Ikke éet enkelt mål eller mesterskab. For mig er højdepunkterne at se min klub spille. At se en særlig mentalitet blandt klubbens spillere. At de aldrig giver op. At de igen opnår den indre følelse af at være uovervindelig. At de taber og vinder sammen og at ingen er over klubben. Derfor er det naturligvis også rart, at se Del Piero nærmest ene mand sænke Real Madrid med 2 perler. Det ene flottere end det andet. Eller at se Pessotos eller Fortunatos raids op langs højrekanten. Se Chiellinis og Iulianos hårdhed i forsvaret. Contes og Di Livios løbevillighed. Bonnieks og Platinis elegance. Schillacis og Rossis målnæser. Og jeg kunne jo blive ved med at remse op til langt ind i næste sæson…
-Hvilken er din favorit trøje ?
Det er næsten som at skulle vælge en favorit blandt sine børn. Umuligt. Men når det er sagt, så er Juventus for mig De Sort/hvide (I Bianconeri) eller Zebraerne (Il Zebre) selv om en lille håndfuld andre hold fra Italien også benytter netop de farver. En klassisk zebrastribet Juventus trøje er og bliver altid kendetegnet for klubben. Dog er det befriende at se klubben eksperimentere med andre farver, former og designs. Lidt svært at vise med ord. Billeder siger jo mere. Derfor tillader jeg mig at vise en håndfuld Juventus trøjer, jeg synes er fantastisk smukke.
Og til sidst at vise min første Juventus trøje. Købt i Rom (ikke Torino). Den klassiske zebrastribede sort/hvide trøje. Den ”rigtige” Juventus trøje.
-Da du var yngre – hvilken spiller drømte du at blive / hvem var din favorit spiller?
Jeg har aldrig drømt om at være eller blive en speciel spiller. Da Juventus er min klub, er alle spillere på holdet mine spillere. Også selv om jeg helst ser udelukkende italienske spillere på holdet. Ofte er det jo angriberne eller scorende midtbanespillere, der er i fokus. Buffon, som det store Juventus ikon, har sammen med andre store målmænd måske ændret dette en smule, ligesom Cannavaro jo i 2006 som den første og hidtil eneste forsvarsspiller blev valgt til verdens bedste og derved også satte fokus på forsvarsspillet. Så at vælge en favoritspiller er tæt på umuligt for mig. Dels fordi, at alle, der gør det godt i Juventus trøjen, er favoritter. Dels fordi, at så snart man vælger én, så fravælger man andre. Jeg kan dog godt beundre nogle spillere mere end andre. Men det er ikke altid, at det er pga. de almindelige ting som flotte mål eller store redninger. Faktisk vil jeg på stående fod nævne spillere som Fortunato (der døde så tragisk), Iuliano, Di Livio, Conte, Tardelli, Pessotto, Cabrini, Gentile og Scirea (har aldrig fået et rødt kort i sin karriere og formåede at holde ellers verdenskendte Baresi ude af landsholdet i en årrække). Måske ikke lige de mest iøjnefaldende, men alle hårdtarbejdende spillere, der gav alt for Juventus. Derudover har jeg enorm respekt for de spillere, der tog turen med ned i Serie B, uden at jeg dog peger fingre af dem, der ikke gjorde. Og så har jeg et ømt punkt for disse 3 ”store-små” spillere, der i en ofte hård og kynisk fodboldverden, hvor større, stærkere, hurtigere ofte dominerer, har formået at klare sig. Og endda med elegance, finurlighed og teknik vinde og skinne igennem på banen. Baggio. Del Piero. Og Giovinco (som jeg gerne ser tilbage i trøjen til sommer!). Og så er Rossi og Tardelli også lidt særlige i min erindring, da de var de første spillere jeg så og husker i Juventus trøjen.
-Hvad er den største oplevelse du har haft med din favorit klub ?
Når man følger sit hold i mange år, vil der naturligvis være både op- og nedture. De fleste vil nok betegne de største oplevelser som episoder, hvor ens klub har fejret triumfer på banen. Vundet titler og pokaler. For mig er det dog lidt anderledes. Selvfølgelig er det altid rart, når ens hold vinder, da det jo er dét, det hele reelt handler om. Men (hvis) ens kærlighed til klubben bunder dybere end titler og pokaler, så er de største oplevelser ikke nødvendigvis synet af en i øvrigt grim pokal med store ører i klubbens pokal skab. Derfor er det andre oplevelser, der for mig står som det største. At se en af de måske største spillere i historien (Del Piero) flere gange opnå den enorme respekt, at modstanderholdets fans applauderer ham fra banen er og var en kæmpe oplevelse. Det er ikke så ofte, det sker, men er som regel et udtryk for en speciel præstation i form af mål og detaljer eller blot dyb anerkendelse af både spilleren som spiller og som person. Og jeg tror, at Del Piero er meget respekteret blandt alle klubber og fans. Derfor var det med gåsehud og et bankende hjerte at jeg så dette:
Del Piero på Bernabeu i 2008 klappes fra banen!
http://www.youtube.com/watch?v=BS5arMuX1a8&feature=related
(Med få sekunder tilbage af kampen blev Alessandro Del Piero udskiftet til stående ovationer fra Real Madrids forvænte publikum. Forinden havde den lille italiener ene mand sænket den spanske kongeklub med to mål. – Jeg vil aldrig nogensinde glemme det, det var helt fantastisk. Ikke nok med at jeg scorede to mål, så blev jeg også klappet fra banen, sagde en bevæget Del Piero efter kampen.)
En anden stor oplevelse var, da Juventus efter et godt udgangspunkt på Old Trafford, tabte returopgøret mod en af de klubber, jeg hader allermest. Et nederlag gør altid ondt. Et nederlag til en hadeklub gør ekstra ondt. Og hvad værre var, at min (på det tidspunkt knapt så) Kære Mor i anden halvleg smider en klassisk kvindekommentar ud mellem læberne: ”Det er jo bare et spil”. Når man elsker fodbold og sin klub, er det IKKE bare et spil. Som Bill Shankley så rammende formulerede: ”Nogle mennesker tror, at fodbold er et spil på liv og død. Jeg kan forsikre dem om, at det er langt vigtigere”. Jeg forlod min mor og kampen med et par tårer trillende ned af kinden. Og trods tristheden, der langsomt bredte sig i min krop, så mærkede jeg også en anden følelse. Kærligheden. Kærligheden til MIN klub. Og da vidste jeg for alvor, at jeg var i et livslangt forhold til Juventus. Uanset om det gik op eller ned. I medgang og modgang. Juventus – en evig kærlighed!
Læs desuden Juventus ambassadøren’s produkt anmeldelser. Klik på links herunder:
Anmeldelse af Juventus paradedragt
Anmeldelse af Juventus track top jakke
Anmeldelse af Juventus hue og halstørklæde
Anmeldelse af Juventus træningstop
Anmeldelse af Juventus 3. trøje
Anmeldelse Juventus autentisk hjemme trøje
